september 25, 2020

Piger på sommerlejr med robotter

På SDU i Odense bruger 120 børn en uge af sommerferien på at arbejde med teknologi.

Odense: Farvestrålende lysdioder blinker inde fra et lille dukkehus, hvor de tre alien-trillinger Blurb, Blorb og Blirb bor.

– De har også et fjernsyn, hvor man kan se sådan en lille film, forklarer 12-årige Leia Randrup Jakobsen, og viser et stykke elektronik, hvor en snes røde dioder tænder og slukker, så en lille menneskefigur får liv.

Sammen med sin jævnaldrende makker, Anne Stihøj, har hun valgt at bruge en uge af sommerferien på at tage på Robot Sommer Camp, som Teknisk Fakultet på SDU i Odense lægger lokaler til.